August byder på festivaller for alt lige fra opera over kammermusik og til elektronisk musik. På bogfronten er der Lyse Nætter Litteraturfestival på Blågaardens bibliotek og byens spillesteder og restauranter er fortsat i sommerhumør med masser af spændende arrangementer.
Operacyklen er en af CPH Opera Festivals mere crazy indslag. (Foto: Ólafur Steinar Gestsson/CPH Opera Festival)
Så begynder hverdagen igen for de fleste danskere – og sikkert også for dig. Efter den bedste sommer i mands minde. Og nogle de højeste temperaturer i stort set alle de år Metereologisk Institut har målt temperaturer i Danmark!
Men selv om mange af os er på vej tilbage på jobbet, fortsætter sommeren. Seks uger endnu har metereologerne lovet. Så der er masser af gode grunde til at tage i byen og nyde sommerstemningen, når først arbejdsdagen er overstået.
Vi har fundet nogle af de bedste bud på ting du kan foretage dig i august i København.
Strøm Festival
Strøm Festival er den efterhånden traditionsrige festival for elektronisk musik i København. Den afholdes i år for 12. gang og byder på så vidt forskellige arrangementer som:
- Rulleskjøtedisko
- Øl, techno og hornmusik
- Morgensang med Laid Back
- Kurser i elektronisk musik for artister og arrangører
- Sampling workshop
- Sovekoncert til planter
- Strøm Rave i Sydhavnsgade
Og meget, meget, meget mere.
Desuden kan du opleve en række store danske og udenlandske navne give koncert og afholde seminarer og workshops i løbet af festivalperioden.
Læs mere om de mange arrangementer til Strøm Festival 2018 på Stromcph.dk.
Copenhagen Summer Festival – kammermusik for fuld skrue
Er du til kammermusik, har du allerede i nogle dage kunne nyde årets Copenhagen Summer Festival på Charlottenborg.
Her kan du nyde klassisk kammermusik med unge, prisvindende talenter fra både ind- og udland. De forskellige navne og ensembler giver koncert hver aften på Charlottenborg.
Festivallen er en af de eneste muligheder herhjemme for at få scene-erfaring for de unge talenter. Derfor er festivallen også kendt for at præsentere mange af de ensembler og solister for første gang, som senere bliver enormt kendte.
Udover masser af dejlig klassisk kammermusik byder festivalen også på lidt godt til øjnene. For flere af aftenerne er der også danseoptræden af forskellige unge talenter, der lægger krop og bevægelse til den fremførte musik.
Læs mere om festivalen på copenhagensummerfestival.dk.
CPH Opera Festival slår til med det høje C
Hører du til blandt den voksende skare af operaelskere herhjemme, giver CPH Opera Festival dig masser af kræs til øregangene. Her er alt lige fra opførelse af klassiske operaværker over nyfortolkninger af samme og til gratiskoncerter, happenings og enkeltkvindepræstationer.
Du kan også opleve opera på så uvante steder som Kødbyen, Børsen, på Christianiacykler og eller i byens kanaler. Her sejler operettebåden rundt i en af havnerundfartens både.
Opera på Christianiacykler er en slags hit’n’run-happenings, hvor operasangere slår til på uventede steder. Her fremfører de cyklende operasangere så forskellige numre fra kendte og mindre kendte operaer og operetter. Det vil nok komme som en overraskelse for de fleste.
Læs mere om CPH Opera Festival på festivalens hjemmeside.
Lyse nætter – litteraturfestival
Det er ikke kun musikken, der holder festival. På Blågårdens bibliotek kan du komme på litteraturfestival. Den hedder ”Lyse nætter” – lidt paradoksalt fordi de de lyse nætter jo netop slutter her i august måned. Helt nøjagtigt slutter de lyse nætter d. 7. august her i København, mens beboerne på Skagen kan glæde sig over 7 lyse nætter ekstra.
Festivallen afholdes 3 lørdage i juni, august og september og foregår udover på Blågårdens bibliotek også i Møllegades boghandel, i Litteraturhuset og rundt om på byens nærliggende gader.
Her læses der op at forskellige bøger for både voksne og børn, ligesom det vil være muligt at kigge i forskellige art books og andre flotte bøger.
Læs mere om litteraturfestivalen Lyse Nætter på Københavns Kommunes hjemmeside.