Februar i København lyder som en kold, mørk og trist omgang. Men netop i år starter der to nye tiltag op i vintermørket, der gerne skulle blive til en fast tradition. Nemlig en lysfestival og vinteråbent i Tivoli. Derudover er der præmiere på et nyt spændende madmarked og masser af andre arrangementer, som nok skal gøre det muligt at komme igennem februars kulde.
Netop som det begynder at mærkes, at dagene er blevet længere, tænder København for deres første lysfestival nogensinde. Samtidig vælger Tivoli at slå portene op til en anderledes og mere oplyst have med lys kreeret af den samme lysdesigner, som har hovedansvaret for lysfestivallen.
Lysfestival i København
Lysfestivalen i København skulle gerne blive en fast tilbagevendende begivenhed i det københavnske bybillede. De består af forskellige lysinstallationer på byens gader, pladser og broer, samt forskellige aktiviteter og guidede ture med fokus på lyset.
De fleste af aktiviteterne er gratis og kan nydes fra mørket bryder frem og til næste morgen. Det være sig i form af en laserlysstråle, der skærer sig gennem vintermørket fra Tivoli og til Nikolaj Kunsthal, lyssætning på forskellige gangbroer langs med havnen, oplyste gavle på byens højhuse og flot oplyste skulpturer og skulpturelle lysinstallationer. Ja, selv byens byggekraner deltager i lysfestivallen, lige som nogle af byens kirker har fået en noget anderledes og mere kulørt ”julebelysning”.
I alt er det blevet til 40 installationer, der gemmer sig rundt omkring i byen. Så ud i natten og gå efter lyset. Lysfestivallen fortsætter frem til 2. marts.
Vinteråbent i Tivoli
En anden stor nyhed er vinteråbent i Tivoli. Ikke bare i den traditionelle vinterferie i uge 7 eller 8, men hele februar frem til d. 25. Her lukker haven ned igen, så den kan gøres klar til den normale sommeråbning.
Vinteråbningen giver anledning til, at det bliver muligt at fejre fastelavn i Tivoli. Det foregår fra d. 10. til d. 18. februar, hvor det hver dag vil være muligt at slå katten af tønden på Slotspladsen i Tivoli. Der vil være tønder for børn i alle aldre og præmier i form af slikposer til kattekonge og kattedronning.
Lyssætningen er helt speciel i vinterhaven. Bag den meget anderledes og helt moderne LED-belysning, står den samme mand, som har det kunstneriske ansvar for Københavns lysfestival. Det er Jesper Kongshaug, der har været lysmester og lysdesigner siden 1970’erne. Har startede han som belysningsmester på bl.a. Bristol og Aveny Teateret, før han gik freelance i midten af 1990’erne.
Siden har han sat lys på store teater- og musikforestillinger i ind- og udland, ligesom han har rådgivet arkitekter og bygherrer om lyssætning. Således har han designet lyset i Skuespilhuset, samt skabt flere lysinstallationer i det offentlige rum.
Nyt madmarked på Østerbro
Skulle du få lyst til at prøve noget nyt på den kulinariske front? Så besøg det nye madmarked på Østerbro, der ligger lige ved rundkørslen på Skt. Kjelds Plads. Det er lige overfor Danmarks Statistik og under spisestedet Gro Spiseri.
Her har kogebogsforfatter og madentreprenør Trine Hahnemann slået dørene op til 1000 kvadratmeter madmarked i et gammelt Netto-lager. Det er blevet fyldt op med forskellige køkkener, der producerer lækre grab-and-go retter og andre lækkerier tilberedt af årstidens grøntsager. Råvarerne leveres fra forfatterens store netværk af økologiske landmænd. Det er helt sikkert en oplevelse værd for hele familien.