Møbler, der bliver slidt op, har ofte været elskede, og derfor er det en skam at skille sig af med dem. Så er det godt at lære, hvordan de kan genbruges.
Uanset om du har et gammelt møbel, et arvestykke eller et fund fra loppemarked, der trænger til en kærlig hånd, så kan du her få nogle råd om genbrug og upcycling af møbler.
Ompolstring
Ompolstring er en forholdsvis nem måde at give stole eller skamler ny polstring. Det kan både inkludere betrækket eller selve fyldet.
Der er mange nemme måder at ompolstre, og hvis du bare kan sy en lille smule i hånden, er du godt fra start. Når det handler om at fikse gamle møbler, skal det ikke være perfekt – du er ikke professionel, og det er helt i orden, hvis polstringen ikke ser helt fin ud ved alle sømmene.
Det er nemmest at ompolstre små projekter, men du kan faktisk også kaste dig ud i sofaer og lænestole.
Hvor kan man købe møbelpolstring?
Du skal selvfølgelig have fat i nogle redskaber, for at kunne ompolstre et møbel. Stof, tråd og nåle kan du købe i sybutikker, som stadig findes landet over. Møbelpolstring kan du ofte købe samme sted, selvom større mængder muligvis skal bestilles hjem eller over nettet.
Hvis du overvejer at kaste dig ud i møbelpolstring af sofaer, og du ikke har tidligere erfaring indenfor området, kan det være en rigtig god idé at betale dig fra det. En sofa er ikke bare en lille skammel, der kan stå og pynte i hjørnet.
Nogle gange er det pengene værd at betale en professionel for at gøre arbejdet. Det er der ingen skam i, og resultatet får en sikker kvalitet.
Andre måder at genbruge gamle møbler
Andre måder, du kan genbruge gamle møbler, er ved at reparere dem eller bruge dem som noget andet. En gammel kommode med manglende skuffer kan skæres til og blive en utrolig flot bænk. Har du et skab, der er slidt og dækket af skrammer, kan du gå i gang med kontaktpapir og maling, for at skabe noget helt unikt.
Der er masser af flotte og kreative kilder til inspiration på nettet, og upcycling er blevet sådan en populær hobby, at du sagtens vil kunne finde hjælp i diverse grupper. Hylder, vinreoler, bænke – der er ikke det, du ikke kan lave, hvis du har tiden og materialerne.