Posted in Nyheder

Det sker i København i maj 2018

Det sker i København i maj 2018 Posted on maj 1, 2018Leave a comment

Rosenborg i København er altid flot at besøge om foråret.

Så kom foråret endelig til Kongens København. Temperaturen kunne måske godt være højere. Men træerne springer ud, blomsterne blomstrer, og foråret bliver mere og mere synligt i gadebilledet og i alle byens grønne oaser. Samtidig rykker de første arrangementer udendørs. Læs her hvad København byder på i maj måned 2018.

Rosenborg i København er altid flot at besøge om foråret.

Det ene shoppingmekka og madmekka efter det andet slår dørene op i København. Vinteren og det tidlige forår gav os både det nye madmarked i Tivoli, WestMarket og ude i Vanløse åbnede Kronen Vanløse som ny konkurrent til både Frederiksberg Centeret og Rødovre Centrum.

Har du ikke nået at besøge nogen af dem endnu, så benyt lejligheden her i den første rigtige forårsmåned. Hos WestMarket på Vesterbrogade 97 har du også mulighed for at nyde maden udendørs, en dag hvor foråret viser sig fra sin allerbedste side.

Musikalsk forår

Er du mere til kor end fuglestemmer, kan du lægge vejen forbi Skt. Jakobs kirke på Østerbrogade torsdag d. 3. maj kl. 19.30. Her fremfører Akademisk kor nogle af forårets og sommerens mange hyldestsange tilsat lige dele solskin, varme og kærlighed. Arrangementet er gratis.

Lidt før samme aften – kl. 19.00 – kan du også komme til koncert med Peter Laugesen, Anders Mathiasen og Bjørn Heebøll i Poesiens Hus i Den frie på Oslo Plads 1.

Er du mere til jazz, kan du glæde dig til lørdag d. 5. maj kl. 20. Her spiller jazz-bandet Incognito på Docken på Færgehavnsvej på Østerbro.

Du kan også slå et smut forbi Hotel SP34 i Sankt Peders Stræde 34 hver fredag fra kl. 18. Her løber FRIDAY RITUALS af stablen. Det er en fed fredagsbar med DJ-sessions og det hele. Sidste gang i denne omgang er fredag d. 25. maj.

UFO’er over København

Samme lørdag kan du også tilbringe eftermiddagen i selskab med UFO-forskeren Grant Cameron fra Canada. Hen er inviteret til København af UFO Danmark, som er en forholdsvis ny UFO-forening herhjemme. Den har en noget mindre skeptisk holdning til UFO’er end f.eks. gode gamle Skandinavisk UFO Information, der siden slutningen af 1960’erne har stået for en mere videnskabelig og nøgtern tilgang til det spændende emne.

Så drastisk som dette bliver det nok ikke, når en canadisk UFO-forsker besøger København i maj måned 2018.

Grant Cameron hører til blandt de troende, og fortæller om nogle af de senere års nyeste UFO-sightings, ligesom han ser nærmere på de forskellige – især amerikanske – initiativer på at finde liv i universet.

Han kan høres fra kl. 13.30 i Auditorium A112 på Metropol på Kronprinsesse Sofies Vej på Frederiksberg.

50 år efter ungdomsoprøret

Maj måned 1968 brød ungdomsoprøret for alvor ud i form af flere skelsættende begivenheder, både i København og i resten af verden. Oprøret kom fra Californien og bredte sig som en steppebrand ud over den vestlige verden.

I år er det 50 år siden, og det fejres måneden igennem med en række arrangementer rundt om i byen. Bl.a. med en række filmvisninger af nogle af filmene fra det år i Cinemateket, samt to dokumentarprogrammer som også vises samme sted.

Byvandinger og shoppingevents

Ellers byder maj måned også på en række spændende muligheder for at komme ud og se din by, samt besøge steder i byen, som der normalt ikke er adgang til. Således tager nogle af månedens byvandringer dig bl.a. ned under Christiansborg slot.

Maj måned byder også på flere forskellige shoppingevents, hvor du kan få fyldt op i snart sagt hvert eneste skab i hjemmet. Du kan også slå shopping og dannelse sammen og f.eks. tage forbi udstillingen om borddækning i Butik for Borddækning i Møntergade 6 i hjertet af København. Her kan du lære alt om duge, hvordan du bruger dem, og dækker op på dem. Og du kan købe en dug med hjem, som du slet ikke vidste, du havde brug for.

Sidste åbningsdag for udstillingen er 19. maj.

Så velkommen til endnu en spændende måned i København.

Husk altid at finde rabatter og tilbud på ting i København her.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *