Posted in Hele København Shopping

Genbrugsbutikker i København

Genbrugsbutikker i København Posted on maj 17, 20181 Comment

genbrugsbutikker i københavn

Genbrugsbutikker i København – Er du også fan af genbrug? Så vil en tur rundt i Københavns mange genbrugsbutikker med garanti give dig masser af inspiration til indretningen og sikkert også nogle gode handler.

Der skelnes generelt mellem to typer genbrugsbutikker:

Marskandiserne og nicheprægede second hand shops. Her har ejerne selv har skaffet deres fine varer via andre og formålet er derfor at tjene penge på dét de sælger. Her får du med andre ord særligt udvalgte varer som du ved trender – og betaler til gengæld lidt mere for dem.

Derudover er der også de klassiske genbrugsbutikker, hvor du kan finde alt mellem himmel og jord – fra genbrugstøj og brugt Tupperware til Royal Copenhagen og gamle bøger. Her skal du derfor selv jagte perlerne, men til gengæld er priserne lavere.

Det er med andre ord to forskellige oplevelser du får, I de to forskellige typer butikker. I denne guide får du forslag til den sidste slags:

Gode genbrugsbutikker i København som tjener et godt formål, samtidig med at du skåner miljøet og din pengepung.

Gemmeren

Her er tale om en blanding mellem de to slags genbrugsbutikker i København. Det er Folkekirkens Nødhjælp der står bag, og frivillige der driver forretningen. Hvor drivkraften i provinsen ofte består af det ældre segment, er det anderledes i Gemmeren. Her er det unge mennesker med fingeren på pulsen, der driver forretningen – og det kan ses på sortimentet.

Alle varer er nemlig nøje udvalgt, så du er sikker på en høj kvalitet, selvom priserne er i den lavere ende af skalaen. Samtidig med at sortimentet følger moden og de forskellige indretningstrends. Du finder udover tøj, sko og nips også brætspil, smykker og porcelæn.

Gemmeren har åbent mandag til fredag fra 12-18 og ligger på Fælledvej 8, 2200 København N.

Fremtiden

Det er Røde Kors, der står bag Fremtiden, som i sit koncept minder meget om Gemmeren. Her er det også unge, frivillige kræfter der driver forretningen og udvælger de varer, der sælges.

Butikken er ikke så stor, men pladsen bliver udnyttet effektivt – og fordi der kun er varer på hylderne der er interessante for det indretnings- og modeinteresserede segment, er der heller ikke brug for mere. Priserne er rimelige og stemmer godt overens med værdien. Personalet er desuden smilende og har godt styr på, hvad der er oppe i tiden.

Fremtiden ligger på Nørrebrogade 40, København N og har åbent onsdag-fredag fra 14-18 og lørdag fra 12-16.

SIND Genbrug

SIND er Landsforeningen for Psykisk Sundhed og deres genbrugsbutik i Stormgade er helt klassisk. Formatet er som du måske kender det fra provinsbyerne og udvalget enormt. Der er således ikke tale om et særligt tilpasset sortiment, men i stedet er kæmpe udvalgt af alt muligt: Billigt no-brand genbrugstøj til børn og voksne, komplette spisestel fra Bilka samt fiduskunst – men også flot kongeligt porcelæn og trendy teaktræsmøbler. Ofte til en meget lavere pris, end du finder hos marskandiseren.

Det kan tage lidt tid at finde frem til perlerne i en forretning af denne type, men hvis du synes selve jagten er en del af at handle brugt, kan du få masser af tid til at gå i SIND Genbrug.

Du finder butikken på Stormgade 20, 1555 København V og den har åbent alle hverdage fra 12-18 og lørdag fra 12-15.

Mødrehjælpens genbrugsbutik

Hos Mødrehjælpen kan du købe velholdt børnetøj, legetøj og babyudstyr. Der er således udelukkende tale om en genbrugsbutik for dig, der har børn – eller er på udkig efter gaver til børn. Der er nemlig ofte helt ubrugte ting i original emballage på hylderne, også selvom der er tale om en genbrugsbutik.

Her kan du gøre gode genbrugsfund samtidig med at du støtter et nært og vigtigt formål, nemlig Mødrehjælpens landsdækkende rådgivningsteam. Det er frivillige der driver butikken og alle varer udvælges nøje, så du er sikret en høj kvalitet og et bredt udvalg.

På den måde slipper du for at grave dig igennem bunker af forvaskede sparkedragter med pletter, men kan nøjes med at koncentrere dig om pæne varer af god værdi.

Du finder butikken på Dronningens Tværgade 56, 1302 København K og den har åbent alle hverdage fra 12-17 og lørdag fra 11-15.

Red Barnets genbrugsbutik

Her er også tale om en genbrugsbutik med fokus på børn og baby. Du finder derfor grundlæggende det samme som i Mødrehjælpens butik – udvalget er dog generelt større. Kvaliteten af varerne er stadig høj, men fordi pladsen er større, er der også plads til lidt flere basisvarer til de små.

red barnet genbrugsbutikker i københavn

Ofte er der muligt at finde helt ubrugt tøj og legetøj. Mange forældre køber for meget ind, hvormed tøjet aldrig når at komme i brug. Du kan derfor med meget få penge komme hjem med en næsten ny garderobe til dit barn.

Red Barnets genbrugsbutik har også mange fine ting til børneværelset og øvrigt udstyr til børn.

Nå ja og så er det altid nogle søde og rigtig hjælpsomme ældre damer, der hjælper til i butikken.

Butikken ligger på Østerbro – på Nordre Frihavnsgade 61 kld. 2100 København Ø. Næsten lige overfor Netto. Butikken har åbent alle hverdage fra 10-17 og lørdag til kl. 14.

Blå Kors genbrugsbutik

Blå Kors støtter udsatte børn og unge fra hjem med misbrug samt hjemløse. Overskuddet i butikken går til dette formål og det er frivillige der står i butikkerne – og sorterer samt prismærker varerne.

Her er således tale om en klassisk ”provinsgenbrugsbutik” hvor der ikke er sorteret med grov hånd, men hvor alle varer i stedet kommer på butikkens hylder, så længe de er funktionelle og i ordentlig stand. Kendetegnet ved denne type genbrugsbutikker i København er, at de er billige og kan være en sand guldgrube af spændende ting til hjemmet eller trendy tøj og fodtøj.

Butikken ligger på Borgergade 27F, 1300 København K og har åbent alle hverdage fra 10-17 og lørdag fra 12-17.

Kirkens Genbrug

Hos Kirkens Genbrug finder du masser af genbrug indenfor alle kategorier: Tøj, sko, service, pyntenips, el-apparater, småmøbler, bøger, film, legetøj og meget andet. Særligt i butikken på Østerbro er der masser af kvadratmeter med det hele og butikken besøges både af trendsettere på udkig efter perler og helt almindelige mennesker som bare gerne vil spare nogle penge og holder af genbrugstankegangen.

Kirkens Genbrug har 3 genbrugsbutikker i København, fordelt på Østerbro, Nørrebro og Amager – samt en butik på Frederiksberg. Butikkerne på Østerbro og Amager er de største.

Om guiden “Genbrugsbutikker i København”

Guiden “Genbrugsbutikker i København” er udarbejdet af Henrik Andersen fra Ting-til-hjemmet.dk, som byder på alt fra trends til tidløst tilbehør og udstyr til de danske hjem.

Læs også den store guide til Julemarkeder i København her.

Har du andre forslag til genbrugsbutikker i København, så skriv dem gerne i kommentar feltet nedenfor med en kort beskrivelse af butikkerne. Her er et par spørgsmål som du kan bruge, hvis du kender en genbrugsbutik i København, som du gerne vil nævne. Hvor ligger de? Hvornår har de åbnet? Er de specialiseret i nogle bestemte varegrupper eller segmenter (fx tøj og legetøj til børn)?

1 thought on “Genbrugsbutikker i København

  1. Jeg vil anbefale at tjekke konceptet Orbitu ud – http://www.orbitu.dk
    Orbitu afhenter brugt inventar fra privatpersoner og erhverv, hjælper med at sælge det videre og deler overskuddet med sælger. Varerne sælges fra webshoppen (Orbitu.dk) og fra et lager i Søborg der har åbent dagligt. Et godt bud, både hvis man har ting man skal af med, men også hvis man er på udkig efter gode og billige genbrugsfund!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *