Legepladser i København
Her har vi samlet en oversigt over en masse skønne legepladser i København. Du kan også gå ind på vores side, der handler om børn i København. Her har vi opdelt byen efter områder, hvor du kan læse om hvad de forskellige bydele har at tilbyde for de yngste borgere.
Lergravsparkens Legeplads er en bemandet legeplads med flere forskellige legemuligheder. Her er således alt lige fra et gigantisk klatrenet og til vippedyr – kort sagt en legeplads for børn i alle aldre. Legepladsen er også udstyret med eget hus, hvor legen kan flyttes indenfor på en regnvejrsdag. Læs meget mere om Lergravsparkens bemandede legeplads her.
Remiseparken er en bemandet bondegårds- og byggelegeplads på Amager. Her er der masser af muligheder for at omgås bondegårdens dyr og udfolde sig aktivt i de mange legeredskaber og baner på grunden. Der er åbent alle ugens dage året igennem og alle børn fra 0 til 12 år er velkomne. Læs mere om Remiseparken her.
Naturcenter Amager er placeret på Vestamager på Kalvebod Fælled. Her er masser af naturoplevelser med tårnfalke, gæs, køer og får. Her kan du give dine børn nogle gode naturoplevelser. På Amager Fælled naturcenter finder du også naturlegepladsen Himmelhøj. Her er der masser af natur, som ungerne kan udforske. Der er altid en naturvejleder i nærheden, der kan svare på alle de nysgerrige spørgsmål. Læs mere om Naturcenter Amager her.
Bredegrund legeplads er en legeplads på Amager, som er bemandet i dagtimerne. Her er det muligt at lege på den særlige byggelegeplads, mens den traditionelle legeplads har åbent hele døgnet. I åbningstiden kan der lånes alt fra byggeklodser til Moon Cars. Læs mere om Bredegrund legeplads her.
Skydebanens legeplads i Skydebanehaven er en stor, bemandet legeplads, der ligger i en grøn oase midt på Vesterbro. Den kendes på den kæmpestore, farvestrålende papegøje, der både fungerer som rutsjebane og klatrevæg. Legepladsen har også egne toiletter. Læs mere om Skydebanens legeplads her.
Blegdamsremisen er en gammel remise på Østerbro, som er indrettet til indendørs legeplads på omkring 1000 kvadratmeter. Du finder både hoppepuder, klatrevægge og et stort legelandskab med mange af de legeredskaber, vi kender fra de udendørs legepladser. Derudover omfatter Blegdamsremisens legeplads også en stor boldbane, et sørøverskib og en tovbane samt flere forskellige slags kreative værksteder. Læs mere om Blegdamsremisen her.
Tårnlegepladsen i Fælledparken er en bemandet legeplads. Den kan kendes på de fem tårne, der er kopier af Københavns fem mest kendte tårne. Tårnlegepladsen tilbyder forskellige elektroniske legemuligheder samt traditionelle legeredskaber. Læs mere om Tårnlegepladsen i Fælledparken her.